Gå til hovedindhold

Uldum Mølle Museum runder et skarpt hjørne



Uldum Mølle

Uldum Mølle. (Foto Lasse Torp)

ULDUM - Sommeren 2025 har været helt speciel med besøgende til den gamle mølle i Uldum som netop har rundet en milepæl – nemlig gæst nr. 100.000. 

En gruppe lokale Uldum-borgere forsøgte i 1982 at redde byens dengang 87 år gamle vindmølle – en hollandsk gallerimølle. De så mulighederne for at sikre en del af den gamle kulturhistorie i Uldum og skabe et møllemuseum. Det blev til et lokalforankret projekt og efter ti år kunne man sætte de nye vinger i gang og åbne døren. Første åbningsdag på Uldum Mølle Museum blev d. 23. maj 1992 og siden da er gæsterne kommet forbi. Turister fra ind og udland har i årenes løb lagt vejen forbi og netop i uge 31 rundede besøgstallet 100.000. 

Mange sikrer møllens drift

Særligt i de sidste 8 år har besøgstallet været højt – dog med undtagelse af corona-tiden, og sidste år nåede tallet alene op på 5500 gæster. Arbejdet på møllen varetages af mølleren Jacob Hanquist Petersen i sammenspil med møllens bestyrelse og 30 aktive frivillige. De sikrer at det er muligt at gæste møllen året rundt med 13 åbningstimer om ugen i vinterperioden. Fra maj til september udvides tiden til 28 timer fordelt på 6 dage om ugen. 

Man køber mel hos møllen

Udover at se det arbejdende møllemuseum, hvor der er mulighed for at købe stenformalet økologisk mel, er der også en udstilling om Uldum Kær. Her er kraniet af moseliget Uldum-pigen en hovedattraktion.

Møllen har flere attraktioner året rundt - det er muligt at læse mere på møllens hjemmeside www.uldummolle.dk

Læs ugens avis

 

Reklamer