Nu har du mulighed for en gang for alle at lære at bage et nemt og lækkert fuldkornsrugbrød, når Årets Fuldkornsdag løber af stablen den 15. januar. Så spiser du samtidig i overensstemmelse med det kostråd, som Fødevarestyrelsen netop har lanceret med ordlyden: ”Spis mad med fuldkorn!” Kornprodukter er nemlig blandt de fødevarer, der har det laveste klimaaftryk og Fødevarestyrelsen anbefaler at vælge fuldkornsvarianter, når du spiser fx brød, pasta og morgenmadsprodukter.