
(Foto: Mark Sørensen//9MEDIA)
SMUKFEST - Et personligt indblik i arbejdet, oplevelserne og fællesskabet som frivillig på Danmarks smukkeste festival.
Af Anna Lohmann Michelsen/Journaliststuderende RUC/9MEDIA
Foto: Mark Sørensen//9MEDIA
Når man træder ind i Bøgeskoven under Smukfest, er det som at gå ind i en farverig boble af musik, mennesker og sommerglæde. For mig var det ikke bare første gang, jeg var på festivalen i Skanderborg – det var også første gang, jeg var frivillig. Min plads var bag baren i Bar’Kurver, som ligger ned til Bøgescenen, hvor nogle af festivalens største navne spiller.
Allerede fra første dag mærkede jeg den særlige stemning. Selvom jeg som sjællænder hurtigt opdagede, at jeg ikke mødte mange andre fra min del af landet, blev jeg overalt mødt af åbne arme og smil. Kollegaskabet bag baren var varmt og ubesværet – også når vi havde travlt, og isterningerne fløj gennem luften. Men det er ikke kun let og festligt at være frivillig.
Fordele og ulemper
Vagtplanerne kan betyde, at man misser koncerter, man havde glædet sig til, og man får trætte fødder af de lange vagter – især sent om aftenen. En af de store fordele er dog, at man får adgang til særlige medarbejderområder, hvor man kan puste ud, spise god mad og møde andre frivillige. Der er også fridage under festivalen, og dem brugte jeg fuldt ud på at nyde de mange musikoplevelser – også selvom det nogle gange krævede lidt planlægning for at få alt til at gå op.
Jeg var ikke alene om at opleve højdepunkter på festivalen. Nicoline Hjort, 23 år fra Aarhus, var også frivillig bartender i år. Selvom hun har været på Smukfest flere gange før, var det hendes første år som frivillig. Hun arbejdede sammen med nogle af sine veninder, og hun fortæller:
"Jeg havde regnet med, at det ville være sjovt, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor hyggeligt det var at være bag baren. Der er en helt særlig energi, når man er en del af holdet, der får festivalen til at køre."
Dans og arbejde
For Nicoline var kombinationen af musik og arbejde en perfekt blanding, selvom der var travle perioder:
"Vi havde tidspunkter, hvor vi bare kunne danse med på sangene, mens vi serverede. Men der var også timer, hvor det var virkelig intenst, og timerne bare fløj afsted."
At være frivillig på Smukfest er altså ikke kun at få gratis adgang til koncerter. Det er også at være klar til at arbejde, når andre fester – og at stå sammen med kollegaerne, når køen aldrig synes at slutte. For mig var det en introduktion til en ny måde at gå på festival på – og jeg kan allerede mærke, at det ikke bliver sidste gang.
Som Nicoline siger: "Man føler sig som en del af noget større. Det er ikke bare ‘deres’ festival – det er også lidt vores."