
Four Snacks (Privat foto)
ØSTBIRK - Aktivitetscenter Østbirk inviterer til en festlig og hyggelig eftermiddag søndag den 7. september kl. 12.30–15.30 i Østbirk Hallens kantine.
Af Hanne Sole
Arrangementet er for borgere over 60 år og førtidspensionister fra Østbirk og opland – og der er gratis adgang, gratis mad og gratis koncert!
Fra kl. 12.30 til 14.30 er der ankomst og velkomst.
Kl. 13.00 til 14.30 kan man nyde pandekager ad libitum fra Pandekagebilen fra Odder, som serverer både lækre madpandekager med kylling, oksekød, ost og salat – og dessertpandekager med is og forskellige saucer.
Populære toner fra gamle dage
Samtidig – fra kl. 13.00 til 15.30 – spiller det populære Rock’n Roll band Four Snacks op med musikalske perler fra 50’erne og 60’erne. Four Snacks er kendt for energisk at levere hit på hit og indimellem krydre med små fortællinger fra tiden. Det bliver en eftermiddag fyldt med nostalgi, fællesskab og god stemning.
Drikkevarer skal købes særskilt i Østbirk Hallens kantine, hvor hele arrangementet foregår.
Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig senest den 23. august.
Tilmeld dig hos:
- Karen Hansen – 51 35 01 60
- Hanne Sole – 22 24 20 99
Særlig bevilling gør det muligt
Dette lidt ekstraordinære arrangement kan afholdes, da Aktivitetscentret har fået en særlig bevilling fra Horsens Kommune til at afholde to arrangementer i 2025, som skal have fokus på fællesskab og glæde.
Vi valgte at lave en cafe eftermiddag med de gode fælles glæder for de fleste, nemlig at nyde god mad og god musik sammen med andre.
Vi glæder os til at byde velkommen til en sensommerdag i godt selskab med andre – og ønsker på gensyn til efterårets mange aktiviteter og arrangementer i Aktivitetscenter Østbirk.